Twitter guide

Denne guide handler om hvordan du kan udnytte mulighederne i Twitter.

Hvis du er en typisk DIY, gider du ikke læse følgende – spring i stedet direkte til

  • Twitters support-forum
  • Twitter – a Beginner’s Guide
    Guiden er sat op via storify.com – som er et socialt medie til at fortælle historier. Elementerne i historien hentes fra andre medier. storify er et Aggregated data system – eller et mashup, om du vil.

Hvis du leder efter cases og eksempler på brug af Twitter:

  • About that First Tweet;  A practical guide to #SocialMedia for #Charities & #SocialEnterprises

Før du går i gang med Twitter

Hvad er dit formål?

  • Hvem vil du følge?
  • Hvem drømmer du om, vil følge dig?
  • Hvad interesserer dem?

Vær vedholdende & hold samme fokus. Udbyttet kommer gradvis & lige pludseligt.

Twitter tager tid. De første 3 måneder vil du sikkert opleve, at det ikke rigtigt rykker. Du ser dig talblind på de Twitter-profiler, der 1) er på engelsk 2) er + 3 år gamle 3) Tilhører idoler.

Twitter handler ikke om KVANTITET men om KVALITET.

Hvis du er musiker, forfatter, journalist, politiker – ja, så skal du have mange følgere som et mål. Men for alle os andre – så vil den primære værdi komme fra at følge de rigtige personer, der kan hjælpe dig indenfor dit specialområde.

I Danmark er det meget at have 500 følgere (followers) som en ganske almindelig Twitter-profil pænt meget.

Men efter 3 måneders tid med en jævn regelmæssig indsats, hvor du søger og finder profiler, du vil følge, skriver dine egne updates og retweeter de bedste fra andre, holder styr på dem, du følger via lister, bruger de samme nøgleord til dine #hashtags – ja, så vil du pludselig opleve et udbytte. Du finder artikler, du aldrig havde kunnet google dig til. Du møder personer, du ikke kendte. Og du bliver opdaget af personer, der ikke kendte dig. IBM påstår 28% mere effektivitet i research & development fasen med brug af Twitter. Det genkender jeg fra mig selv.

Twitter – anderledes end andre sociale medier

  • Til korte beskeder
  • Alt er åbent
  • Du har ikke venner eller kontakter
  • Du kan være en følger (follow)
  • Du kan få følgere (followers)
  • Der behøver ikke være sammenfald mellem disse to grupper (men er det ofte)

Læs mere om branding på de sociale medier her.

Twitter –  fra login til profil:

Det første – og lidt  svære – er:

  • At finde et brugernavn, der er kort nok og samtidig viser, hvem du er. Du er heldig, hvis dit navn kun har de tilladte 16 anslag. Eller hvis du hverken har æ, ø eller å som del af dit navn. Eller hvis dit navn ikke allerede er optaget af en anden.

Det næste – og meget vigtige – er:

  • Dit billede: Et vellignende billede af dig er bedst. En avatar (noget, der kunne forestille dig) eller et logo er næstbest. Intet billede er en dårlig løsning.
  • Det næstsidste – og meget svære – er:
  • Skriv en profiltekst om dig selv på 160 anslag. En tekst, der skal vise andre, hvem du er, hvad du interesserer dig for og hvad du tweeter om.
Det sidste – og sjove – er at designe din nye Twitter-profil.Vælg “settings” >> Design
  • Den nemme: Vælg en af de fordefinerede baggrunde (pick a premade theme)
  • Den lidt sværere: Upload et baggrundsbillede
    Herefter skal du vælge placering (venstre, centreret, højrestillet) eller om billedet skal “tiles” (dvs. gentages lodret og vandret)
  • For feinschmekere: Sæt din egne farver
    Du kan vælge baggrundsfarve og  linkfarver

Fra profil til værdi

Når du har en profil, begynder det lange seje træk med at opbygge dit netværk. Mine bedste råd er:

1. Hav en god profil (se ovenfor) og skriv nogle gode tweets jævnligt. Det er nemlig dette andre ser af dig, først. Og det er her, andre beslutter, om de vil følge dig.

  • Hvad er et godt tweet? Tjah – det kommer an på… Men billeder suppleret med tekst er populært. Links til gode artikler med forklaring på, hvad artiklen indeholder og hvorfor du linker til artiklen. Gode citater virker også. Humor er noget af en vanskelig balance.
2. Følg andre – så vil nogle af disse følge dig tilbage (hvis punkt 1 er opfyldt)
3. Retweet andre – så vil nogle af demm du retweeter, følge dig tilbage (hvis punkt 1 er opfyldt)

Tilvænning til #, @ DM, bit.ly, t.co o.lign

Til at begynde med, kan man godt blive forvirret over tweets, der mere ligner kodesprog end prosa. Men du vænner dig til det. Pladsen er knap, og derfor benytter man forskellige tegn, der forklarer hensigten

# = hashtag. Sæt # foran et ord, og ordet bliver til et link, der kan søges på bagefter. #Dermåikkeværemellemrumiordeneefter. (Jeg har bemærket , at brugen af #foranord lige så meget handler om at synliggøre et statement som at gøre ordet søgbart).

#hashtags bruges på konferencer/ webinars. Så kan man skrive beskeder, der samles under samme søgning. Den engelske X-factor har en side, hvor seere løbende kan kommentere under showet. @TheXFactor. #Xfactor.

@username – er et svar og samtidig en omtale af den person, du skriver til.

Direkte beskeder skriver du via at vælge “tandhjulsikonet” og herefter Direct Messages fra dropdownmenu. Forkortes DM og er en privat besked til en af dine followers. Undlad at indsætte links i DM’er – så bliver de nemlig synlige for andre.

bit.ly, t.co eller tilsvarende forkortelser benyttes til links (ellers kunne man hurtigt overskride de tilladte 140 tegn). Dine links konverteres automatisk af Twitter.

Rollemodeller

Her er nogle eksempler på personer, som jeg følger Twitter. De forstår at iscenesætte sig selv, så det virker troværdigt. De fortæller om deres virke – med et personligt tvist og de matcher deres funktion som “best in class”.

Margrethe Vestager @vestager: Følg hendes billedgalleri og hendes nogle gange næsten poetiske tekster. Den kølige “sådan er det jo” minister viser humor og menneskelighed.

Mona Eltahawy @monaeltahawy: Ægyptisk født, bosiddende i New York, journalist, skriver om mellemøsten, så jeg næsten oplever det  “som at være der selv” og jeg kommer tættere på begivenhederne på en måde intet dansk medie kan tilbyde mig. (Fordi journalisterne jo selv bruger Twitter som kilde).

Sandy Carter  @sandy_carter: Social media guru hos IBM. Giver mig indblik i hvor pilen peger hen i forhold til social business.

Helle Manicus @hellemanicus: Mest fordi Helle formår at være personligt professionel eller hedder det professionelt personlig? Jeg  hygger mig altid i Helles selskab og hun fortjener sine 587 followers.

Den kvikke læser vil her bemærke, at der kun er kvinder på listen. Det er tilfældigt. Eller er det? Er kvinder simpelthen bedre til (eller har bedre tid til, eller er bedre til at tage sig tid til???) at kommunikere på et socialt medie?

Få indflydelse på Twitter; Arbejd som “stream team”

Hvis du virkelig vil have indflydelse på Twitter, skal du finde nogle at alliere dig med. Alene er der lang vej til de 117.000 followers. Men i et team, hvor I retweeter hinanden, benytter de samme hashtags samt lægger en plan for emner, regelmæssighed og roller, kan I opnå en effekt. Alene kan man meget. Sammen kan man (næsten) alt. Hvordan man bygger et “stream team” holder vi workshops om og rådgiver vi i.

Til inspiration kan du kigge på Obamas kampagne @BarackObama (bemærk i øvrigt det lille ikon i blåt, der verificerer, det er Obama). Bemærk hans lister (den ene samler alle staters kampagner) samt de andre tweeters på hans kampagne-twitter-profil.

Integration, API, embed på hjemmesiden

Der er mange flere muligheder, end dem, jeg har nævnt her i artiklen. Herunder, hvordan du genbruger de opdateringer, du har skrevet på Twitter. Du kan indlejre tweets på din egen hjemmeside, placere “følg-mig-på-Twitter”-knapper samt designe widgets med indhold fra din Twitterprofil. Og du kan dele opdateringer fra Linkedin til Twitter og fra Twitter til Facebook.

Følg med på vores Twitter profil lige her.

%d bloggers like this: